DET NY SKIVE FOR 50 ÅR SIDEN

                            Byvandring i Egerisområdet
                    Turleder: Byarkivar Niels Mortensen
               Lørdag den 27. september kl. 14.00-16.00
                 Mødested: P-pladsen foran Egeris Kirke

For godt en måned siden – den 1. august – var det 50 år siden, de første beboere flyttede ind i blokkene på Kirke Alle. Pionererne blev hurtigt fulgt af andre, og i løbet af ti år opstod der en helt ny bydel, bogstavelig talt på den bare mark.
Den nye bydels opståen er emnet for en byvandring med overskriften:

 ”Det ny Skive for 50 år siden” lørdag den 27. september fra kl. 14 til kl. 16.

Turen ledes af arkivar Niels Mortensen, Skive byhistoriske Arkiv, og den er arrangeret af Foreningen BY og LAND i Skive Kommune.

Turen begynder på Egeris Butikstorv, der er et centrum for den nye bydel. Niels Mortensen fortæller historien om butikstorvet, som stod færdigt i 1965 med en lang række forretninger. Her ligger også Egeris Kirke, der blev indviet i 1960. Herfra går ruten til Skive Gymnasium, der blev opført i 1958-59 til Skive Seminarium.

På den anden side af Søndre Boulevard begyndte man at bygge i midten af 1960’erne. I 1967 flyttede Skive tekniske Skole ind i nye bygninger, og godt fem år senere fulgte Skive Handelsskole efter.

Disse bygninger og andre, som man kommer forbi, er emnet for byvandringen. Den er arrangeret i forbindelse med Bygningskulturens Dag 2008, som har temaet:
”Velfærdssamfundets bygninger 1950 til 1980”.

Alle interesserede er velkomne til at deltage, og det er gratis at være med.

 

Foreningen BY og LAND Skive

Se flere billeder fra Skive for 50 år siden klik her